torsdag den 2. februar 2017

Februar update

Tiden går stærkt og kalenderen skriver nu februar. 

Min gruppe og jeg kom smertefrit igennem vores 1. semesterprøve og bestod eksamen med et lækkert 10 tal, og herefter stod den på en uges tiltrængt ferie. 

2. Semester startede i går, og selvom det er lidt hårdt at starte op efter en ferie og have undervisning igen, efter 2 måneder projekt skrivning, så er jeg helt klar til at tage fat og klø på. Dette semester bliver travlt med en masse undervisning, prøver og til sommer 3 eksaminer, og derudover skal der også findes en praktik plads. Heldigvis ligger der også en studietur til Miami og venter på mig lige rundt om hjørnet! 

Vi tager afsted d. 21 februar, og jeg er så klar til 16 dages sol og varme, i nye spændende omgivelser. Det er første gang jeg rejser uden for Europa, så jeg glæder mig til at se hvad Staterne kan byde på! Vi har en masse virksomhedsbesøg ved forskellige sport og event firmaer, og på et universitet, så det er en rigtig business trip! Heldigvis er der også et par fridage, så der er massere af tid til at arbejde på min tan, og købe billige sko i deres Outlet Malls. Jeg glæder mig helt vildt! 





Angående praktik, så er vi nu ved at sende ansøgninger ud til forskellige virksomheder. Vi skal selv finde en praktikplads, hvor vi skal være i 3 måneder. Jeg har et par forskellige stedet i tankerne, og håber ikke det bliver alt for svært at finde et sted. 

Jeg glæder mig til at prøve og komme ud i den branche hvor jeg forhåbenligt skal bruge min tid, når jeg engang er færdig uddannet. Samtidig ser jeg det som en rigtig god mulighed for at se hvordan branchen rent faktisk er, og få udbygget mit netværk, samt at få prøvet noget nyt af. Det bliver spændende at prøve at afprøve den teori og de redskaber vi lærer i undervisningen, ude i praksis! Jeg er ihvertfald mega spændt, og håber jeg får fundet et godt sted, men mulighed for frihed under ansvar, hvor jeg kan slå mig løs, og bruge mine kompetencer fra Hubster året, samtidig med at jeg udvikler mig! 

Det var det for nu! 
Update på Miami kommer senere ;)


onsdag den 18. januar 2017

Virksomhedsbesøg

Onsdag d. 7 September var vi på et lille virksomhedsbesøg i forbindelse med vores introprogram på UCN.

Hele Serviceøkonom uddannelsen var afsted, det vil sige 3 danske klasser og 3 internationale. Vi er inddelt på 3 forskellige specialer; hotel og restauration, turisme og sport og event.

Vores klasse blev delt i 3 grupper, og hver gruppe tog hver deres sted hen i Nordjylland. Nogle var i Skagen, andre ved Jammerbugten, og min gruppe var rundt i Himmerland.



Vi var først en tur forbi Lille Vildmose Centeret, som er et naturcenter hvor besøgende kan lære mere om det omkringliggende natur. Udover et lille center med et museum har de et stort stykke land med fritgående dyr. Området er delt i 2; et sted hvor du frit kan gå tur og et hvor du kun kan komme ind på guidede ture igennem centeret. Derudover har de nogle små events i løbet af deres sæson.



Herefter gik turen til Hotel Comwell i Rebild Bakker. Vi fik en rundvisning på hotellet og det omkringliggende område, og fik derudover informationer om deres unikke sportspakke hvor man som gæst kan få en masse træning i gode faciliteter, og især har de fokus på mountainbike i området. Det var et rigtig stort og flot hotel, med fine faciliteter. 



Vi sluttede turen af på Glenholm Vingård. Vi var alle ved at være trætte og ingen havde særlig høje forventninger. Da vi kommer ud af bussen står der en ældre mand og tager imod os. Straks rammer fordommene en og man tænker "Det her bliver sikkert virkelig kedeligt, og han kan sikkert ikke snakke engelsk" (Vi havde jo også internationale elever med), men alle fordomme faldt til jorden med det samme han åbnede munden! Han var den sødeste og mest friske iværksætter jeg længe har mødt. Man kunne mærke at han virkelig brændte for det, der nu var en familievirksomhed og som hans søn var ved, stille og roligt, at overtage. Vi fik en rundvisning på vinmarkerne, og han fortalte livligt hele hans livshistorie krydret med en god del humor og jokes, og til sidst sluttede vi af med vinsmagning, i et café miljø, der ligeså godt kunne befinde sig i Sydeuropa langs middelhavet. Så det var en helt perfekt afslutning på turen.